Energilagring

Energilagring


Med baggrund i det øgede behov for el-energilagring har Nordisk Energirådgivning ApS dannet et konsortium bestående af virksomhederne Inter Terminals A/S, HOFOR Vind, Skanda A/S og Dansk Energirådgivning A/S. Til sammen har de fire virksomheder de nødvendige kompetencer til at undersøge tekniske og designmæssige løsninger for anvendelse af store flowbatterier til el-energilagring.



Fordelene ved flowbatterier er mange

Projektet sætter fokus på flowbatterier, som anses som værende en billig, energieffektiv, miljøvenlig, fleksibel og langtidsholdbar batteriløsning til lagring af vedvarende energi fra vind, sol og bølger. I flowbatteriet bindes og opbevares energien elektrokemisk i en væske, hvor energien først omsættes og afleveres som elektricitet, når der igen er behov for den.


Ulempen ved flow-batteriet er dog en høj investeringspris, som hidtil har gjort, at markedskræfterne i sig selv ikke har kunnet modne og udbrede teknologien. Derfor har virksomhederne i konsortiet også fået til opgave at belyse en løsning, som omkostningseffektiviserer etableringsudgiften til flowbatterier.  

 

Behovet for forsyningssikkerhed i elnettet stiger i takt med udbredelsen af vedvarende energi

Store energilagre, som flowbatterier kan bidrage til, er med til at sikre en høj forsyningssikkerhed i elnettet i fremtiden, hvor der kommer mere uforudsigeligt, vedvarende energi i elnettet. Samtidig muliggør batterilager tilsluttet elnettet, at energien afleveres direkte tilbage til elnettet efter lagring, modsat andre lagringsteknologier der omhandler konvertering til mindre anvendelige energimedier, f.eks. varme.

 

Flowbatterier kan gøre Danmark til foregangsland

Får projektkonsortiet tilegnet sig den rette viden og erfaring om store omkostningseffektive flowbatterier, kan det bruges til at positionere Danmark som foregangsland inden for teknologien, idet Danmark vil være blandt de første lande i verdenen til at implementere el-energilagring i storeskala.


Når de samarbejdende virksomheder er færdige med forundersøgelsen i foråret 2021, vil konklusionerne skulle bruges til at sætte rammerne for et kommende pilotprojekt, der skal demonstrere flowbatteri-teknologien i virkelighedsnære forhold.

 

Tilskudsmidler skal fremme bæredygtige energilagringsløsninger

Projektet udføres som en del af det Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), hvor konsortiet til dels med egne midler arbejder på udvikling af bæredygtige, integrerede energilagringsløsninger. EUDP er en offentlig tilskudsordning, som støtter ny teknologi på energiområdet, der kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.


Der er flere informationer vedr. pilotprojektet på projektets hjemmeside nelt.dk. Det endelige resultat af projektet blev offentliggjort i sommeren 2021.